Konkurrencer

Der er altid brug for konkurrencer, både for at medlemmerne kan vise, hvad de kan, og som en form for undervisning.

Quiz
Der er mange former, der kan anvendes. Quiz-spørgsmål, hvor enkeltpersoner konkurrerer, borde konkurrerer eller tilsvarende.
De kan udformes som spørgeskemaer, tipskuponer, 20 spørgsmål til professoren og meget andet.

Hvad er det?
Et meget specielt frimærke, godsbanemærke, label, etiket eller tilsvarende vises på overhead og personer eller hold skal svare efter regler, man fastsætter først.

Tipskupon
Ved opstart af klubmøderne uddeles en tipskupon med 10 eller 13 frimærkespørgsmål. Medlemmerne skal så udfylde kuponen med 1 - X - 2 - alt efter hvilket svar, de tror, der er rigtigt. 
Tipskuponen afleveres (før kaffen) påskrevet navn.
(Under kaffen) gennemgås kuponerne og en vinder udråbes og får præmie. Det kan være gratis, eller man kan betale et beløb pr. kupon, der går til at dække indkøb af præmie, til kaffen eller til klubkassen.

Bankospil
Et specielt område er bankospil med frimærkepræmier eller andre præmier. Nogle elsker det - andre hader det. (Det kan være slemt, hvis det er formanden, der elsker banko). Bør begrænses, hvis man vil have en frimærkeaktiv klub.

Lotteri
Lotteri er en simpel nødvendighed for, at klubben kan tjene penge til serviceydelserne – kaffe o.l. I større klubber kan et antal amerikansk lotteri sælges, hvor lodderne kun bør koste 1-2 kroner. I mindre klubber kan man sælge et lotteri. Lodderne fordeles mellem de fremmødte til en fastsat pris. Præmierne er billige frimærker eller ikke normalt omsætbare frimærker (feks. postfriske/ubrugte) med højere katalogpris. Aftal internt i klubben, hvilket niveau præmierne skal have. Klubben må altid signalere kvalitet!

Pakkespil
Dette spil kan anvendes ved sæsonafslutninger. Alle medlemmer skal til denne aften medbringe en pakke med en frimærketing af en værdi på mindst 25 kr. (ikke pakket ind i for lille format). Der laves borde til 10-15 personer. Et stopur stilles til en periode - 10-15 minutter (ikke kendt af deltagerne). Man slår med bæger og 1 terning. Hver gang man slår en sekser, må man gå rundt om bordet og tage en gave (de skal ligge frit fremme). Efterhånden er der nogle, der kommer til at ligge inde med flere gaver, men alle gaver må fortsat tages. Når uret ringer, har man vundet de gaver, som man har erobret. De skal pakkes op i alles påsyn og kommenteres (positivt).

Hvem får flest lande?
Klubben indkøber en stor billig pose med frimærker fra hele verden hos en frimærkehandler eller fra et medlem, der skal have ryddet op. Frimærkerne bredes ud over et bord, så mærkerne ligger synlige, men gerne lidt i dynger. Derefter går mødedeltagerne rundt om bordet, og hver gang de ser et frimærke fra et nyt land, tager de mærket op, går tilbage til deres plads og sætter mærket fast med hængsel på et udleveret A4-karton med felter 30 x 40 mm til mærkerne. Et stopur er sat til en vis periode - 15-30 minutter. Når det ringer, er konkurrencen slut, og man går tilbage til sin plads. De tre, der har flest lande på sin planche, har vundet. Præmien kunne være resterne på bordet. Nr. 1 for den største pose, nr. 2 mindre og nr. 3 mindst. De andre deltagere får deres planche som belønning.

Klassekamp
Afvikles som klassekamp i fjernsynet. To deltagere konkurrerer med hver sit hold (de 2 sider i møderummet) i ryggen. Der stilles frimærkespørgsmål, hvor de to skal svare skiftevis - med hjælp fra deres hold.  På en tavle angives, hvorledes de to pointsøjler vokser (en søjle af Legoklodser?). Præmier kan være billetter eller en billig frokost på en kommende udstilling. Så får man medlemmerne med til det arrangement. Man kan også vælge andet.

20 spørgsmål
Et bedre frimærke i klubbens ejendom offentliggøres for forsamlingen, men ikke for en person, der skal gætte, hvilket mærke det er. Personen får 20 spørgsmål til at kredse mærket ind. Svar er kun ja eller nej. Lykkes det – vinder personen mærket.

Nye samleområder
Bestyrelsen kan uddele nye samleområder, hvor man uddeler præmier for deltagelse. Et bestemt antal plancher skal udstilles ved sæsonafslutning (ikke for mange).

Frimardy
Afvikles som Jeopardy i fjernsynet. Tre deltagere på podiet. Den, der trykker hurtigst (dommer), skal svare ved at stille et spørgsmål (se TV). Hvis man vil gøre flere aktive, kan det være forskellige personer i 1. og 2. runde og finalen.
Spillet kan gennemføres på 2 måder:
1. Den bedste måde er via PC’er og tilhørende PC-projektor. På den måde kan spillet laves fuldstændigt som i fjernsynet.
2. Alternativer er med overheads. Så er man nødt til at afdække teksterne med små firkantede stykker pap. Deltagerne må derfor sidde med en A4 side med emner øverst og kronebeløb over felterne.
Trykknapper ved deltagerne er bare en person til at kontrollere, hvem der først rækker hånden op.
Præmier - i første runde giver svarene 1-2-3-4-5 point = kr. - i anden runde 2-4-6-8-10 point.
Der kan satses ved chancen (en i hver runde) og i finalerunden - maks. udgift er 200 kr. Kroner kan være kontant eller katalogværdi.

Forslag til emner
Kongeligt slik [frimærker med kongelige]
Turisme [turismemotiv]
Dansk natur [naturmotiv]
Kroner og kors [papir og vandmærker]
Brune klenodier [klassiske danske]
På bølgende grund [bølgeliniemærkerne]
Dyr og dejlig [danske klenodier]
Kendt og takket [kendte danske personer på frimærker]
Løver og gesvejsninger [norske løvetype]
Læg bånd på [svenske båndmærker]
To farver frem [tofarvede]
Posten skal ud [dansk posthistorie]

Stempel-billedlotteri
Dette kan betragtes både som en konkurrence, men også som en uddannelse i stempler af klubbens medlemmer. Findes der eksperter i klubben, så udtag dem som "dommere". Man kan lade enkeltpersoner konkurrere eller bordene i lokalet mod hinanden.

Stempel-billedlotteri

Spillet har 2 runder:
1. Registrering af de forskellige stempeltyper (almindeligt billedlotteri)
2. Fastlæggelse af alle stempeltyper og deres anvendelsesperiode
Forarbejde:
Originalpladerne ligger på CD-rom.
Udskriv de ønskede antal forskellige plader.
Klæb dem op på karton (bagsidepap af blok er fint). Skær pladerne til.
Udskriv siderne med stempler, klæb dem op og skær dem ud enkeltvis.
Spilles som alm. banko … dog:
Hvert bord skal have en plade samt afdækningsbrikker.

1. Spil
Brikkerne trækkes en for en fra en pose, og bordene lægger stemplet på pladen, hvis pladen indeholder stemplet.
Stemplerne råbes op – feks. "Brotype II"
Fyldt plade giver banko og mindre præmie (et lille stykke chokolade?)

2. Spil
Næste spil foregår på samme måde, men nu råbes kun årstallene op for de enkelte stempler.
På pladerne står en anvendelsesperiode i hvert felt, og brikkerne skal lægges på i det rigtige felt, hver gang der råbes op.
Når pladerne er fyldte (det bliver de alle, når alle stempler er råbt op), afleveres de fyldte plader og de kontrolleres.
Der trækkes lod mellem de rigtige, og vinderne får en lidt større præmie end før. Spillet findes i afsnit med skemaer mv. til udklipning og anvendelse.

Indkøbskurv

Kalender - 17. Dec. 2017

Den Tofarvedes seminar er flyttet

5. Jan. 2018 - 00:01

Møde

Den tofarvede studiegruppe afholder seminar 2018 på Marinestation Odden.

Læs mere

Byttedag i Bolbro Hallen

14. Jan. 2018 - 10:00

Byttedage

I Bolbro Hallen på Friggasvej 14, 5200 Odense V.Krejlerborde kan bestilles på tlf. 40 16 78 09. 
 

Læs mere

Byttedag Hadsund

14. Jan. 2018 - 10:01

Byttedage

Foregår på Hadsund Skole

Læs mere

Formidlingssalg Mønt og frimærkeklubben Hanherred

20. Jan. 2018 - 11:00

Auktion

I Mølleparkcenteret Elmevej 1 9460 Brovst med eftersyn fra kl. 9.00

Læs mere

Byttedag Aalborg Philatelistklub

21. Jan. 2018 - 09:00

Byttedage

Uden handlere og krejlere, kun byt, på Vejgaard bibliotek, nærmere info følger

Læs mere

Se hele kalenderen ...